ArkitekterSyd - HaraldChristensen

Vis turisterne det bedste vi har

Læserbrev JV – 6.07.2016  ArkitekterSyd - HaraldChristensen

En række initiativer trækker i den rigtige retning.

Modernisering af Lakolk Camping kan blive en succes, hvid der findes en privat partner, som evner at gøre campingpladsen endnu mere attraktiv. Nye rammer for at drive forretning på torvet i Lakolk kan også give ny dynamik.

De sidste par år har vi fået bedre forhold for autocampere i både Havneby, Skærbæk og Tønder. Det er også fint nok, at kommunen etablerer en bedre forbindelse til Lakolk Strand, som indvies om kort tid. Men der er også et påtrængende behov ved enden af dæmningen på Rømø-siden for at byde gæster velkommen til en ø med masser af tilbud om, hvad der er muligt på øen.

Det synes jeg bestemt ikke man ser i dag.

Var det ikke bedre at bearbejde området ved indkørslen til Rømø, således, at kommunen viser turisterne, hvad der egentlig kan tilbydes på vores smukke ø.

Jeg tror også, vi skal planlægge vore anlægsbudgetter ud fra turisthensyn.
Spørgsmålet er, om de fem millioner kroner, der netop er afsat til en rundkørsel i lyskrydset på Rømø, ikke var bedre brugt til at gøre ankomsten til Rømø mere indbydende.
Lige nu ligner det et mindre industriområde og ikke den turistperle, som Rømø faktisk er. Lyskrydset er ikke problemet, som jeg ser det, men omgivelserne kunne være mere indbydende.

Harald Christensen